Mon ikke de sensationelle afsløringer viser sig at bestå i at PET og FE har arbejdet meget tæt sammen med NSA, muligvis lige så tæt som det engelske GHCQ? Hvis det er tilfældet, så bliver det oplagte spørgsmål jo om det overhovedet er noget der bør få os til at spidse ører? Mit bud er at det så afgjort bør være noget der får de danske borgere til at reagere og kræve indsigt i hvad det egentligt er der foregår. Hvorfor så det, hvori består problemet i sådan et tæt samarbejde? Problemet er at et sådant samarbejde ville tillade de hjemlige sikkerhedstjenester at omgå de kontrolsystemer vores folkevalgte har etableret med det formål at sikre at vores ret til privatliv.
Hvis vi antager, sandsynligvis ret naivt, at de informationer NSA kan give adgang til passer nogenlunde overens med de data der indsamles via logningsbekendtgørelsen, må vi konstatere at sikkerhedstjenesterne allerede har adgang til informationerne. Men, informationerne er, formelt i hvert fald, låst af vejen bag en domstol, således at sikkerhedstjenesterne ikke bare kan gå på fiskeekspedition i de loggede data, de er nød til først at sandsynliggøre overfor en dommer at det er relevant for en pågående efterforskning at få adgang. Domstolene er altså borgerenes garant for at vores ret til privatliv bliver respekteret, undtagen i den situation hvor vi kommer i berøring med en aktiv efterforskning hos politi eller efterretningsvæsen. Hvorvidt denne beskyttelse er reel kan naturligvis diskuteres, men formelt er vi beskyttet af staten mod overgreb fra staten. Dvs. vi er beskyttet så længe de der ønsker at snage, ikke har andre steder de kan indhente de informationer der er gemt af vejen bag retssystemet, og det er her samarbejdet med NSA kommer i spil. Det er allerede af Snowdens læk sandsynliggjort at NSA og GHCQ har benyttet sig af hinanden til at slippe uden om de begrænsninger de respektivt har, i forhold til at overvåge deres egne borgere. NSA må ikke spionere imod amerikanere i USA, og GHCQ har samme begrænsning i forhold til briter i Storbritannien, men begge kan gøre som de har lyst i forhold til den anden parts beskyttede borgere. NSA overvåger altså briterne og GHCQ amerikanerne, og løbende udveksler man så oplysninger, og har dermed fået de oplysninger man ellers har forbud mod selv at indsamle. Ved at lade NSA indsamle informationer om danskere, og efterfølgende bytte sig til dem, vil det altså være muligt for de danske sikkerhedstjenester på samme måde at omgå den begrænsning i dataindsamlingen domstolene udgør.
At
sikkerhedstjenesterne på denne måde kunne omgå de begrænsninger
de er pålagt er naturligvis bekymrende, men de implikationer metoden
medfører er heller ikke opmuntrende. Hvis FE og PET udveksler denne
type oplysninger med NSA, eller andre udenlandske efterretnings
organisationer, så kan de ikke på nogen måde påstå være
uvidende om at der spioneres imod danske borgere. Denne viden er i
sig selv et problem, for en af sikkerhedstjenesternes fremmeste
opgave er netop at sikre at danske borgere og virksomheder ikke
spioneres imod og tjenesterne udfører altså ikke de opgaver de er
oprettet til at udføre hvis de tillader spionage imod danskere i
Danmark. Ydermere, så ville sikkerhedstjenesterne med en sådan
aftale med NSA, eller andre, påtage sig en myndighed de ikke
besidder, for ingen ud over domstolene kan give tilladelse til at
danskere i Danmark overvåges. En samarbejdsaftale mellem danske
sikkerhedstjenester og NSA, der tangerer den mellem NSA og GHCQ,
ville altså være at sidestille med et frontalt angreb på magtens
tredeling her i landet. For at gøre et sådant angreb yderligere
graverende, så er det næsten utænkeligt at en sådan
samarbejdsaftale kunne indgås uden at det politiske niveau som
minimum er informeret om indholdet.
Hvis
ikke disse perspektiver kan få os til at spidse ører og stille
ubehagelige spørgsmål om hvad der sker i vores. og sikkerhedens,
navn, så ved jeg ikke hvad der kan.