Prisen for heldagsskolen

”Jeg er jo som jeg er” denne lidt selvindlysende sandhed hører man ofte når nogen skal forklare hvorfor de handler og opfører sig som de gør. På trods af at det forekommer lidt selvindlysende, er det nu ikke helt korrekt og man burde snarere sige at ”Jeg er jo som jeg er, i det selskab jeg er i”. Selskabet er vigtigt, jeg tror ikke der findes en eneste af os, der med god samvittighed kan påstå at de opfører sig fuldstændigt ens i alle de sammenhænge de indgår i. Eksempelvis, vil det nok være sjældent at vi opfører os helt ens når vi er sammen med kammerater og venner og når vi er sammen med vores familier. Jeg kan i hvert fald hurtigt komme på adskillige lumre vittigheder som vennerne godt kan tåle at høre ,men som næppe vil blive præsenteret til en 90 års fødselsdag for en bedsteforælder, og vores humoristiske sans må vel siges at være en lille, men vigtig, del af hvem vi vælger at være. Man kan sige at vi har, eller præsenterer, forskellige personaer i forskellige sociale sammenhænge. Hvorfor er det så så vigtigt, at jeg vil bruge plads på denne ret simple forklaring her? Det er det fordi vi er godt i gang med at berøve vores børn mange af de små arenaer hvor de kan øve denne evne, denne dybt nødvendige færdighed i at være sig selv som det selv nu passer i den sammenhæng de er i. I stedet for en hverdag med mange små afvekslende sociale forbindelse vil den heldagsskole som der lægges op til skabe en social monokultur hvor der næppe skiftes meget ud i hvem børnene omgås. Der vil altså i væsentlig grad blive lagt låg på  hvilke personaer der får lov til at titte frem og børnene vil blive mange erfaringer fattigere og udvikle sig mindre end de ellers ville.

Et helt andet, og stærkt bekymrende, aspekt af denne sociale monokultur er at det er enormt anstrengende at gå og være fanget i den samme persona i længere tid. Hvem kender ikke fornemmelsen af at være enormt træt af den gruppe mennesker man er sammen med på trods af at man virkeligt holder af dem? I virkeligheden, er man som regel nok ikke i så høj grad træt af personerne som man er træt af at skulle bruge energi på at holde den samme persona kørende. Bare tænk på store familiebegivenheder og straks kender vi situationen, vi elsker familien men nogle gange er vi en smule trætte af at skulle være sammen med den.

Som voksne har vi, mere eller mindre, selv valgt vores arbejdsplads, og kan også selv, i nogen grad, vælge den fra igen. Vores børn derimod, vil i en heldagsskole være tvunget til at opholde sig i den skole vi har valgt for dem og kan, uanset hvordan de har det med det, ikke bare selv vælge den fra.

Børnene vil altså være fanget i den samme persona i op til 37 timer hver uge, i en sammenhæng de ikke selv har valgt og ikke har en udvej fra.

De børn der er toneangivende i skolen,kan dårligt andet end at få stress, de får enormt travlt med at skulle profilere sig hele tiden, 37 timer hver uge. Skoletræthed er nok desværre loddet for den store masse af elever, der helt enkelt ville ønske at de kunne få lov til at være sig selv, bare en lille smule en gang imellem.

De der bekymrer mig mest, er dog de børn der ikke føler at de passer ind i skolen. Som regel vil de elever der ikke lige passer ind i skolens fællesskab, have andre grupper og interesser hvor de føler at de passer ind, men i heldagsskolen vil de være fanget i en sammenhæng de ikke føler noget positivt for og en persona de næppe bryder sig om.

Er heldagsskolen virkeligt den pris værd? Er den stadig det værd, når det nu viser sig at ikke engang den ellers meget umiddelbare betragtning at 'mere undervisning fører til bedre resultater' holder stik ifølge den forskning man har lagt til grund for skiftet til heldagsskole?

Indsendt til Information d.2/3 2013 men ikke bragt.
En forklaring af konteksten er vist ikke nødvendig, omend fremstillingen er en smule forsimplet.