"Vores fagforening må ikke sige det, men så er jeg jo nød til det. Alle lærere i den danske folkeskole burde sig op. Ikke så meget som en faglig aktion, den slags kollektive skridt er jo ulovlige, men som en erkendelse af at de vilkår vi bydes ikke kan accepteres. Jeg har faktisk set papirer på hvad det er KL vil have LF til gå med til og ”uacceptabelt” er nok det mildeste ord der falder mig ind. Når KL kan regne med at et regeringsindgreb vil realisere deres plan er vi nød til at trække i nødbremsen."
Bragt i papirsudgaven af Politiken d. 2/3 2013, med stavefejl og det hele.
Konteksten til dette indlæg, er at vi står midt i et slagsmål, mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening, om hvilke vilkår der skal gælde for lærernes arbejdstid. Desværre tyder alt på at slagsmålet, de fastlåste forhandlinger, og den af KL varslede Lockout, er en del af et orkestreret forløb hvor taktikken på forhånd er aftalt mellem KL, Undervisningsministeriet og Finansministeriet. Formålet er i givet fald at tvinge lærerne til at betale for regeringens planlagte heldagsskole, og det er jo nemt at styre slagets gang når man både kontrollerer den ene part i konflikten og i sidste ende kan vælge at afslutte konflikten med et lovindgreb. Jeg finder denne sandsynlige tilsidesættelse af de gældende regler for god adfærd i den danske model dybt forkastelig, og jeg kan frygte at konceptet kan brede sig. Hvis ideen om at man bare kan kortslutte arbejdsgiver og arbejdstager-organisationers forhandlinger når det passer i en regerings kram får fodfæste, så frygter jeg hvad en erklæret liberalistisk regering kunne finde på. Med mindre de andre faglige organisationer slutter op og i fællesskab sætter KL og regeringen stolen for døren, er jeg bange for at slaget er tabt for lærerne. Skulle det ske, så er det mit håb at lærerne vil reagere lidt som en fiskestime, handle uden direkte koordination, men alligevel i overensstemmelse med de nærmeste. Opsigelser på denne måde vil ikke være ulovlige, og hvis folkeskolen pludseligt står uden lærere vil KL blive tvunget til igen at forbedre lærernes arbejdsvilkår.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar