PET, GHCQ og NSA, en (u)hellig treenighed?

Så har The Guardian journalisten Glenn Greenwald varslet nye afsløringer. Denne gang skulle Danmark og Sverige være impliceret, og når afsløringerne nu kommer så tæt på, og dermed bliver relevante for den hjemlige debat, begynder det jo at prikke lidt i nysgerrigheden.
Mon ikke de sensationelle afsløringer viser sig at bestå i at PET og FE har arbejdet meget tæt sammen med NSA, muligvis lige så tæt som det engelske GHCQ? Hvis det er tilfældet, så bliver det oplagte spørgsmål jo om det overhovedet er noget der bør få os til at spidse ører? Mit bud er at det så afgjort bør være noget der får de danske borgere til at reagere og kræve indsigt i hvad det egentligt er der foregår. Hvorfor så det, hvori består problemet i sådan et tæt samarbejde? Problemet er at et sådant samarbejde ville tillade de hjemlige sikkerhedstjenester at omgå de kontrolsystemer vores folkevalgte har etableret med det formål at sikre at vores ret til privatliv.
Hvis vi antager, sandsynligvis ret naivt, at de informationer NSA kan give adgang til passer nogenlunde overens med de data der indsamles via logningsbekendtgørelsen, må vi konstatere at sikkerhedstjenesterne allerede har adgang til informationerne. Men, informationerne er, formelt i hvert fald, låst af vejen bag en domstol, således at sikkerhedstjenesterne ikke bare kan gå på fiskeekspedition i de loggede data, de er nød til først at sandsynliggøre overfor en dommer at det er relevant for en pågående efterforskning at få adgang. Domstolene er altså borgerenes garant for at vores ret til privatliv bliver respekteret, undtagen i den situation hvor vi kommer i berøring med en aktiv efterforskning hos politi eller efterretningsvæsen. Hvorvidt denne beskyttelse er reel kan naturligvis diskuteres, men formelt er vi beskyttet af staten mod overgreb fra staten. Dvs. vi er beskyttet så længe de der ønsker at snage, ikke har andre steder de kan indhente de informationer der er gemt af vejen bag retssystemet, og det er her samarbejdet med NSA kommer i spil. Det er allerede af Snowdens læk sandsynliggjort at NSA og GHCQ har benyttet sig af hinanden til at slippe uden om de begrænsninger de respektivt har, i forhold til at overvåge deres egne borgere. NSA må ikke spionere imod amerikanere i USA, og GHCQ har samme begrænsning i forhold til briter i Storbritannien, men begge kan gøre som de har lyst i forhold til den anden parts beskyttede borgere. NSA overvåger altså briterne og GHCQ amerikanerne, og løbende udveksler man så oplysninger, og har dermed fået de oplysninger man ellers har forbud mod selv at indsamle. Ved at lade NSA indsamle informationer om danskere, og efterfølgende bytte sig til dem, vil det altså være muligt for de danske sikkerhedstjenester på samme måde at omgå den begrænsning i dataindsamlingen domstolene udgør.

At sikkerhedstjenesterne på denne måde kunne omgå de begrænsninger de er pålagt er naturligvis bekymrende, men de implikationer metoden medfører er heller ikke opmuntrende. Hvis FE og PET udveksler denne type oplysninger med NSA, eller andre udenlandske efterretnings organisationer, så kan de ikke på nogen måde påstå være uvidende om at der spioneres imod danske borgere. Denne viden er i sig selv et problem, for en af sikkerhedstjenesternes fremmeste opgave er netop at sikre at danske borgere og virksomheder ikke spioneres imod og tjenesterne udfører altså ikke de opgaver de er oprettet til at udføre hvis de tillader spionage imod danskere i Danmark. Ydermere, så ville sikkerhedstjenesterne med en sådan aftale med NSA, eller andre, påtage sig en myndighed de ikke besidder, for ingen ud over domstolene kan give tilladelse til at danskere i Danmark overvåges. En samarbejdsaftale mellem danske sikkerhedstjenester og NSA, der tangerer den mellem NSA og GHCQ, ville altså være at sidestille med et frontalt angreb på magtens tredeling her i landet. For at gøre et sådant angreb yderligere graverende, så er det næsten utænkeligt at en sådan samarbejdsaftale kunne indgås uden at det politiske niveau som minimum er informeret om indholdet.

Hvis ikke disse perspektiver kan få os til at spidse ører og stille ubehagelige spørgsmål om hvad der sker i vores. og sikkerhedens, navn, så ved jeg ikke hvad der kan.

Partitoppen ved bedst, det siger den selv.

Jeg havde d.16/3 2013 fornøjelsen af at deltage i den årlige generalforsamling for Socialdemokraternes 1. kreds på Østerbro. En af de ting der var på dagsordenen var genvalget at kredsens folketingskandidat, Helle Thorning-Schmidt. I den forbindelse var der naturligvis mulighed for at stille spørgsmål til Helle og der blev stillet mange spørgsmål. En del af spørgsmålene gik på regeringens politik og den negative respons der er på den førte politik. Nu siger jeg ”negative” men det er tilsyneladende ikke helt sådan HTS ser på det, for åbenbart er den førte politik blevet taget nogenlunde godt imod og al den negative omtale er misforståelser eller spin fra politiske modstandere og medier. Jeg tillod mig at råde HTS til at lytte lidt mindre til finansministeriets regnedrenge, men når man giver det råd er man åbenbart faldet for myten om at det er embedsmændene der træffer beslutningerne og at ministrene bare lægger navn til, en myte skabt af politiske
modstandere. Det klare indtryk jeg fik fra generalforsamlingens hurtige serie af spørgsmål og svar, var at regeringstoppen, personificeret ved HTS, mener at de ved hvad de gør. Så når vi andre er utilfredse er det kun fordi vi enten er faldet for oppositionens, eller den ekstreme venstrefløjs, propaganda eller alternativt ikke forstår den dybere mening. Kort sagt, de ER socialdemokraterne og fører ALTID socialdemokratisk politik. Beklager Helle, Bjarne & co, men DEN går ikke. Vi medlemmer er socialdemokraterne, vi vælger politikken og I skal så som partitop føre den ud i livet. Det er muligt at I kan få jeres vilje igennem og få godkendt det I gør på kongresser og lignende, men de nuværende meningsmålinger og medlemstal taler desværre deres eget tydelige sprog. Mange vælgere og medlemmer mener ikke at I fører socialdemokratisk politik, og fortsætter I, og vi, af den sti I er på, kan vi lige så godt lukke og slukke. Vi er som parti nød til at ændre retning, og som partitop og regering er I nød til at gøre det sammen med os medlemmer. Det er muligt at vi kommer til at give slip på regeringsmagten for at kunne følge en linje vælgere og medlemmer kan stå bag, men så må det være sådan. Hellere være en troværdig og respekteret opposition end en utroværdig leverandør af ministre til en regering der ikke er respekt om. Hvor vi skal hen som parti, det er vi nød til at debattere og derfor skal vi have åbnet op for medlemsdemokratiet igen. Jeg siger igen for det antager jeg at der tidligere har været, men som det er nu er næsten al kommunikation envejskommunikation, fra toppen ned til medlemmerne. Det er nemt at administrere, men det er ikke just fremmende for demokratiet når det er stort set umuligt at blive hørt med mindre man er en del af partitoppen. Mens envejskommunikation sikkert ,fra et PR perspektiv, giver ro på de indre linjer, så giver det også en desillusioneret medlemsskare og frafaldne vælgere. Med andre ord svækker den interne kommunikation, eller mangel på samme, partiet yderligere, en svækkelse vi ikke har råd til hvis vi også fremadrettet skal være relevante

Indsendt til Piopio.dk d. 16/3 men blev ikke bragt.

Hvorfor er en blank stemme en ugyldig stemme?

Man hører ofte folk tale om at de vil stemme blankt ved næste valg, som regel for at vise deres utilfredshed med de siddende politikere. Hvad mange åbenbart ikke ved, er at en blank stemmeseddel bliver smidt over i bunken med forkert udfyldte stemmesedler og kun bliver brugt til at evaluere hvorvidt stemmesedlen var udformet godt nok. Det er for mig at se et problem, for det der indirekte siges, er at du kun kan sige hvem du vil pege på og dermed at systemet er godt nok som det er, ikke at der er noget grundlæggende galt. Og det er vigtigt at kunne protestere så det ikke kan ignoreres, hvordan kan vi ellers få lavet ting om? Hvordan skal vi ellers kunne vise vores politikere at vi ikke bryder os om de spin-metoder de næsten alle bruger? Hvordan skal vi ellers vise at vi ikke bryder os om ekstremister, men heller ikke om nogle af de træk der er opstået på midten? Kort sagt, hvordan skal vi ellers kunne vise utilfredshed UDEN at søge til ekstremerne, de ekstremer som vi godt ved ikke løser nogen problemer alligevel uden at skabe større andetsteds.

Jeg har overvejet problemet før men problemstillingen er blevet aktuel igen, for hvis der var valg i morgen ved jeg ikke hvad jeg ville stemme. Jeg er ganske vist socialdemokrat, men den magtfuldkommenhed som min partitop lægger for dagen gør at jeg ikke med god samvittighed ville kunne stemme på mit eget parti i dag. Jeg kan heller ikke stemme på den nuværende opposition, den eneste forskel mellem dem og den siddende regering er at de i det mindste indrømmer at de er småborgerlige liberalister. Det efterlader de ekstreme fløje, og de vil begge være ekstremt destruktive for vores samfund, så en proteststemme på dem kan heller ikke forsvares. Nu håber jeg naturligvis at mit parti vil komme til fornuft inden næste valg, (vi når det næppe i tide til at vi ikke bliver slagtet, men alligevel) men jeg mener at det vil være et ægte demokrati værdigt at vi også giver en stemme til de der ikke er tilfredse med det de bliver tilbudt. Hvor svært kan det være at tilføje en boks med teksten ”Ingen af de opstillede” på næste stemmeseddel?

Har vi en lilla regering?

Jeg er socialdemokrat og det er jeg stolt af, vi har en stolt historie og et stærkt grundlag. Desværre må jeg se i øjnene at jeg har fået et ambivalent forhold til den siddende regering. På den ene side er regeringen socialdemokratisk ledet, på den anden side kunne den lige så godt være rent radikal eller endnu længere til højre.

Lige efter valget kunne jeg dårligt få armene ned af begejstring. Efter flere år med et selv-erklæret liberalistisk-borgerligt styre, var udsigten til en socialdemokratisk ledet regering som at se begyndelsen til opbrud i skyerne efter langvarig regn. Desværre blev skyerne bare hængende og den sol der trænger igennem er meget begrænset. Potentialet til forandring er der stadig, men efterhånden er jeg holdt op med at tro på at vi med den nuværende regering kan vende tilbage til at fokusere på mennesker frem for finanser. Forstå mig ret, vi kan ikke have en fungerende velfærdsstat uden at have styr på økonomien, men både den nuværende regering og opposition er så fokuseret på finanserne at de er blevet et mål i sig selv. Hvis finanserne ikke er blevet både mål og middel, hvordan forklarer man så at en såkaldt 'rød' regering fører klassisk 'blå' politik, hvor alt det der er fælles kan skæres i og reduceres, blot erhvervslivet får flere penge og, rent teoretisk, forbedret konkurrenceevnen? For det er jo reelt det der er ved at ske. 

Først blev lønmodtagerens sikkerhedsline, dagpengene, forringet betragteligt. Så blev der så lagt op til at at SU'en, vores største investering i fremtiden og vores bedste våben mod den negative sociale arv, skal betale for skattelettelser til erhvervslivet. Et erhvervsliv som vel at mærke aldrig har haft så mange opsparede midler til rådighed som det har nu. Nu lægger man fra regeringens side op til at spare på vores fælles sidste chance for et nogenlunde anstændigt liv, det sikkerhedsnet der bare ikke må fejle når alt går galt, kontanthjælpen. Vi har længe hørt om familier som ganske uforskyldt må gå fra hus og hjem fordi uheldet er ude og den ene part i et ægteskab ikke er berettiget til kontanthjælp. Nu vil vores såkaldte 'røde' regering så sikre at også ugifte par kan ende i samme ulykkelige situation. Og for hvad? Hvor skal besparelserne bruges? På et erhvervsliv hvor vi på ingen måde kan være sikre på at pengene kommer retur til samfundet og gør nytte, men i stedet sandsynligvis ender i en opsparing hos de der allerede har rigeligt? Eller måske skal pengene bare bruges til at betale for den administration som nu engang er nødvendig for at sikre at vi alle er lige elendigt stillet hvis uheldet er ude? Sidst men bestemt ikke mindst, har vi set en regering som er villig til at gribe ind i de forhandlinger der foregår mellem arbejdsmarkedets parter, udelukkende med det formål at kunne gennemføre en folkeskolereform hvor ikke engang regeringens egne eksperter kan stå inde for det grundlag reformen bygger på.

Hvis det den nuværende regering hidtil har budt på er socialdemokratisk, rød eller bare social ansvarlig politik så er jeg nød til at finde på noget andet at kalde mig selv end socialdemokrat.

Det eneste der gør at jeg ikke håber at vi får et snarligt valg, er at jeg frygter at vi denne gang får en endnu mere liberalistisk orienteret regering. En regering som med fuldt overlæg vil gøre uoprettelig skade på det danske samfund. Så langt er denne regering dog ikke gået, det der hidtil er sket kan heldigvis stadig rettes op, og af og til har vi da også set små flygtige tegn på bedring. Sagt kort, så kan der stadig være håb forude, hvis ellers bare regeringen vil det. 

2013? Man skulle skulle tro det var 1984.

Når jeg betragter den politiske debat kunne jeg af og til forledes til at tro at jeg var endt i George Orwell's klassiker 1984. Nu bliver vi jo ikke overvåget helt over alt endnu, der er stadig små frirum, og, så vidt vi ved, er vi heller ikke ramt af permanent krig, så hvad er det lige jeg sigter til? Jeg tænker såmænd på det skræmmende omfang forvanskningen af det danske sprog har fået i politiske kredse. I mine øjne er vi efterhånden nået dertil at det ikke længere blot er misbrug af sproget, vi begynder at nærme os en dansk pendant til Orwells Newspeak.
For nu ikke at være alt for hård ved de der skal forestille at være mine egne, vil jeg lægge ud med en favorit fra de (knap så) gode gamle VKO dage. Under både Fogh og Løkke var det ikke usædvanligt at der blev indkaldt relativt bredt til forhandlinger og til den slag skal man jo bruge et 'forhandlingsudspil'. Her var problemet så bare at det såkaldte 'udspil' reelt var et diktat, man kunne stemme for eller lade være, men ændret noget blev der ikke, med mindre man var Dansk Folkeparti.
Der er sikkert mange andre gode eksempler fra tidligere regeringer, både røde og blå, og en del vil sikkert gå igen hos mine egne. De mere højrelænende partier interesserer mig knap så meget som mine egne parti- og fløj-fæller, og MON ikke de har vist sig leveringsdygtige i eksempler.
'Reformer' bliver på en eller anden måde altid til nedskæringer, og det på trods af at der absolut  ingen økonomiske betragtninger er knyttet til ordet. Det giver et lidt skræmmende perspektiv på de udtalelser vores statsminister er kommet med om at regeringen er gået ”reform-amok”.
'Omsorg' for de arbejdsløse er blevet udvidet fra en til tre betydninger, nu betyder det at de arbejdsløse skal straffes, umyndiggøres og udnyttes.
'Socialt ansvarlig' betyder at man tager penge fra de der ikke har ret meget og giver til de der har rigeligt.
Hvis man siger at 'det skal kunne betale sig at arbejde', så mener man at de der skal udføre arbejdet skal gøre det til til langt under overenskomstmæssig betaling.
I relation til de pågående forhandlinger mellem KL og DF er 'normalisering' af arbejdstid åbenbart kommet til at betyde en udvidelse, og når man vil 'forbedre børns læring' mener man at man vil forbedre kommunernes økonomi.

Hvor skræmmende det direkte misbrug af ord end måtte være, så finder jeg dog forvanskningen af ords betydninger via handlinger betydeligt værre.
Finansminister Bjarne Fog Corydon repræsenterer et parti som historisk har kæmpet for at løn og arbejdsvilkår skal forhandles mellem arbejdsmarkedets parter, og som påstår stadig at stå inde for dette.
På trods af denne officielle holdning, har vi set en direkte indblanding i foreløbigt to forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Først blandende finansministeren meget direkte i forhandlingerne mellem SAS og de ansatte i SAS, en indblanding som på trods af, eller måske netop på grund af, statens rolle som aktionær i SAS er dybt kritisabel.
Senest sker der så ifølge flere kilder en, knap så direkte men dog betydelig, indblanding i konflikten mellem Danmarks Lærerforening og  Kommunernes Landsforening.
Det giver sætningen ”Vi tror på den danske model ” et helt nyt og skræmmende perspektiv. Et perspektiv jeg kunne have forventet af en borgerlig regering, men som her er kommet totalt bag på mig.
Lad mig slutte af med et sidste forvansket ord: 'socialdemokratisk minister' er åbenbart kommet til at betyde teknokrat.

Vores siddende politikere har ikke opfundet sprogforvanskning med det formål at fremme egne mål, men de har så afgjort implementere konceptet. Orwell ville være stolt, eller skræmt, over hvor tæt han er på at få ret.

Flere håndværkere i arbejde

Fjern momsen på håndværkerarbejde og hjemmeservice, så vi får en ordning hvor man som køber kan få refunderet momsen på den type arbejde, hvis man kan dokumentere sit køb hos en virksomhed der er registreret i Danmark. Hvis hvidt arbejde bliver 20% billigere end det er nu, er sort arbejde uattraktivt for forbrugerne og uden købere forsvinder sælgerne. Dokumentationen tvinger håndværkere og andet godtfolk til faktisk at betale skat af deres indtægter, så alt i alt giver det flere i arbejde, færre udgifter til arbejdsløse, forbrugerne mere for deres penge og staten flere skatteindtægter. Lad os nu for pokker tænke os om, og nøjes med at have afgifter på det vi vil have mindre af!

Sendt til Ekstrabladet d. 4/3 2013, men ikke bragt. Læserbrevet kolliderede med en kendt fodboldspillers spritkørsel og så var al politik væk fra mediefladen, inkl. læserbreve.

Konteksten er regeringens forslag til en vækstpakke som jeg ikke mener vil batte det store. Man kan naturligvis debattere hvorvidt jeg har ret, men jeg tror bare pengene ender i enten virksomhedernes spekulationskasser eller i lommerne på aktionærene. Hvis de penge virksomhederne sparer i skat ender i aktionærernes lommer bliver de naturligvis beskattet, men netto går der alligevel penge fra statskassen til private lommer, vel at mærke lommer som i de fleste tilfælde ingen nød lider. 
Jeg vil som alternativ forslå at vi forsøger at dæmme op arbejdsløsheden blandt håndværkere. Håndværkere tilhører generelt en indkomstgruppe hvor en øget indtægt medfører et øget forbrug. En mindskelse af arbejdsløsheden i denne gruppe vil altså ikke alene mindske statens udgifter i forbindelse med arbejdsløshed og øge skatteindtægterne, den vil også have afledte positive effekter i samfundet som følge af et øget forbrug.  
Faglærte håndværkere er generelt meget specialiserede og dermed svære at flytte til andre jobfunktioner end dem de er udlært til. Den bedste måde at få faglærte ud af arbejdsløshed vil altså være at øge efterspørgslen efter det arbejde de allerede kan udføre. 
Større byggeprojekter udføres af firmaer for firmaer, og er derfor allerede momsfri. At fjerne momsen på håndværkerarbejde vil altså ikke suge store beløb ud af statskassen, det er jo kun det arbejde der udføres for private der svares moms af. 
Sænkes momsen på håndværkerarbejde, tvinger man også de der udfører sort arbejde til i stedet at gøre det hvidt for at kunne holde en konkurrencedygtig pris. Et prisfald på 20% er relativt meget, og hvis gevinsten ved at arbejde sort falder, vil færre være fristet over evne, specielt hvis sort arbejde stadig straffes hårdt når det opdages. 
Hvis momsen ikke elimineres helt, men kun refunderes såfremt man kan bevise at man faktisk har betalt den og altså har en kvittering fra håndværkeren, tvinger man alle håndværkere der vil kunne tilbyde deres kunder denne mulighed til at have papirarbejdet i orden. Dette sikrer også at udenlandske håndværkere er nødt til at være korrekt registrerede, og at deres ansatte dermed arbejder til dansk lønninger. En højere grad af korrekt registrering vil altså også mindske lønpresset og bekæmpe social dumping. 
Hvis denne mulighed for at få refunderet momsen på håndværkerarbejde kombineres med at man som kunde er medansvarlig i skatte og afgiftunddragelse hvis man ikke kan fremvise en kvittering, vil det på alle måder være i kundens interesse at papirarbejdet på det udførte arbejde er i orden

Som samfund, vil vi med dette forslag få skabt en større efterspørgsel efter håndværksarbejde. Denne efterspørgsel vil medfører at flere kommer i arbejde, og at vi altså får færre udgifter til arbejdsløse og flere skatteindtægter. Som individer, vil vi få mere for de penge vi bruger på hvidt arbejde og dermed vil grundlaget for sort arbejde mindskes kraftigt. 

Prisen for heldagsskolen

”Jeg er jo som jeg er” denne lidt selvindlysende sandhed hører man ofte når nogen skal forklare hvorfor de handler og opfører sig som de gør. På trods af at det forekommer lidt selvindlysende, er det nu ikke helt korrekt og man burde snarere sige at ”Jeg er jo som jeg er, i det selskab jeg er i”. Selskabet er vigtigt, jeg tror ikke der findes en eneste af os, der med god samvittighed kan påstå at de opfører sig fuldstændigt ens i alle de sammenhænge de indgår i. Eksempelvis, vil det nok være sjældent at vi opfører os helt ens når vi er sammen med kammerater og venner og når vi er sammen med vores familier. Jeg kan i hvert fald hurtigt komme på adskillige lumre vittigheder som vennerne godt kan tåle at høre ,men som næppe vil blive præsenteret til en 90 års fødselsdag for en bedsteforælder, og vores humoristiske sans må vel siges at være en lille, men vigtig, del af hvem vi vælger at være. Man kan sige at vi har, eller præsenterer, forskellige personaer i forskellige sociale sammenhænge. Hvorfor er det så så vigtigt, at jeg vil bruge plads på denne ret simple forklaring her? Det er det fordi vi er godt i gang med at berøve vores børn mange af de små arenaer hvor de kan øve denne evne, denne dybt nødvendige færdighed i at være sig selv som det selv nu passer i den sammenhæng de er i. I stedet for en hverdag med mange små afvekslende sociale forbindelse vil den heldagsskole som der lægges op til skabe en social monokultur hvor der næppe skiftes meget ud i hvem børnene omgås. Der vil altså i væsentlig grad blive lagt låg på  hvilke personaer der får lov til at titte frem og børnene vil blive mange erfaringer fattigere og udvikle sig mindre end de ellers ville.

Et helt andet, og stærkt bekymrende, aspekt af denne sociale monokultur er at det er enormt anstrengende at gå og være fanget i den samme persona i længere tid. Hvem kender ikke fornemmelsen af at være enormt træt af den gruppe mennesker man er sammen med på trods af at man virkeligt holder af dem? I virkeligheden, er man som regel nok ikke i så høj grad træt af personerne som man er træt af at skulle bruge energi på at holde den samme persona kørende. Bare tænk på store familiebegivenheder og straks kender vi situationen, vi elsker familien men nogle gange er vi en smule trætte af at skulle være sammen med den.

Som voksne har vi, mere eller mindre, selv valgt vores arbejdsplads, og kan også selv, i nogen grad, vælge den fra igen. Vores børn derimod, vil i en heldagsskole være tvunget til at opholde sig i den skole vi har valgt for dem og kan, uanset hvordan de har det med det, ikke bare selv vælge den fra.

Børnene vil altså være fanget i den samme persona i op til 37 timer hver uge, i en sammenhæng de ikke selv har valgt og ikke har en udvej fra.

De børn der er toneangivende i skolen,kan dårligt andet end at få stress, de får enormt travlt med at skulle profilere sig hele tiden, 37 timer hver uge. Skoletræthed er nok desværre loddet for den store masse af elever, der helt enkelt ville ønske at de kunne få lov til at være sig selv, bare en lille smule en gang imellem.

De der bekymrer mig mest, er dog de børn der ikke føler at de passer ind i skolen. Som regel vil de elever der ikke lige passer ind i skolens fællesskab, have andre grupper og interesser hvor de føler at de passer ind, men i heldagsskolen vil de være fanget i en sammenhæng de ikke føler noget positivt for og en persona de næppe bryder sig om.

Er heldagsskolen virkeligt den pris værd? Er den stadig det værd, når det nu viser sig at ikke engang den ellers meget umiddelbare betragtning at 'mere undervisning fører til bedre resultater' holder stik ifølge den forskning man har lagt til grund for skiftet til heldagsskole?

Indsendt til Information d.2/3 2013 men ikke bragt.
En forklaring af konteksten er vist ikke nødvendig, omend fremstillingen er en smule forsimplet.